vent forklares ved „Skjelm“, ligesom Isl. fantr.
fantast, v. n. skjemte, drive Spøg, „fantast mæ ein“ betyder ogsaa at gjækkes med En, spille En et Puds. B. Stift.
Fante, m. s. Fant.
Fantefylgje, n. Selskab af Landstrygere, Tatere eller omstreifende mistænkelige Folk. — Ogsaa: Fantebøle (B. Stift), Fantelag, Fantepakk. Ved Bergen: Splintapakk.
Fantefær(d), f. slet, usømmelig Adfærd.
Fantekjering, f. Taterkvinde, og ellers om fremmede og mistænkelige Kvindfolk. Jf. Fenta. Ligesaa: Fantegjenta, Fantegut, og fl.
Fantelag, n. 1) Skalke-Art, Anlæg til List og Rænker. 2) = Fantefylgje.
Fantelæte, f. Falskhed, listige Paafund. Ogsaa = Fantefær. Ag. Stift.
Fanteri, n. 1) Narrestreger, Lapperie (Ag. Stift). — 2) Spøg, Skjemt. Meget brugl. i B. Stift, hvor det sædv. hedder: Fantri. „Eit æ Fantri, eit anna æ Ꜳlvore“: eet er Spøg, et andet er Alvor. Heraf: fantrifull’, og fantrisam’, adj. spøgefuld, skjemtsom (uden nogen somhelst ond Betydning).
Fantetꜳtt, m. Anlæg til Rænker og Skalkestreger. Sdm. s. Tꜳtt.
Fantevisa, f. en lystig Vise. B. Stift.
Fantor(d), n. Stiklerier, fornærmelige Hentydninger. Ag. Stift.
Far, m. Fader (som er den fuldkomneste Form). I Sæt. Fai og Fa’ir (G. N. faðir); i Sdm. forældet: Fade; hvilket endnu forekommer i Sammensætning, som Fadegar’en: Fædrenegaarden; ellers alm. Farsgaren. Farbror (el. Fabror), Farbroder. Farsyster (alm. Fasyster, Faster), Tante. „Han Fasystemann“, min Farsøsters Mand. „Ho Fabrokꜳna“, min Farbroders Kone.
Far, m. (af fara), en Farer. Kun sammensat, som: Norfar, Framfar.
Far, f. Færd, Reise; s. Fær.
Far, n. 1) Færd, Gang; Omgang. Fyste Fare: første Gang el. Omgang. Tr. Stift (Fosen). S. Umfar. — 2) Løb, Gang, Bane eller Strøg, hvorigjennem noget gaaer. Mest i Sammensætn. som: Elvafar, Skruvfar, Tytefar. — setje ein pꜳ Far’e (Sdm.). sætte En paa ret Vei, vise ham Fremgangsmaaden. — 3)Spor, Vei hvor noget har faret frem. Saaledes: Folkefar (Spor efter Mennesker), Bjønnafar, Gjeitafar o. s. v. Alm. (Jf. Fora, Slag, Rꜳk). — Ligesaa: Hjulfar (i en Vei), Sledefar, Ski’far. (Jf. Lꜳm, Ekkje). — 4) Leilighed til at fare med, Befordring, især tilsøes. Han fekk seg Far yve Fjoren (B. Stift). Isl. far. — 5) Noget som farer eller skrider frem. Kun i Sammensætning; s. Fyrefar, Ettefar, Uppfar.
fara v. n. (fær; for [oo]; fare), at fare. G. N. fara. Inf. ogsaa fꜳrꜳ (Gbr. Ørk. Indr.). Sup. ogsaa: fire (aab. i) ell. fere (Sdm. Romsd.), fære (Ørk.), fore (Ndm.). Betydning: 1) fare, reise, gjøre en Reise. (I Talen om lange Reiser er det nu for en stor Deel fortrængt af det nyere Ord: reisa). — 2) falde, flyttes, adsplittes o. s. v. fara ne(d): falde ned (kun om smaa Ting). fare stad: falde omkuld. Sdm. fara upp: opløses; springe op. fare av: gaae itu. fara sundt: gaae i Stykker. — 3) komme eller være i en vis Tilstand. fara væl: komme godt frem, have Lykke; ogs. blive vel behandlet, have det godt. Hertil Afskedsønsket: far væl! „Dæ for væl“: det kom til Nytte. det gjorde godt; ogsaa: det var vel tilpas. fara ille, a) fare ilde, lide Skade; b) føde i Utide, abortere. — 4) foretage sig; ogs. begive eller forføie sig. fara til: begynde. Meget brugl. i Søndre Berg. f. Ex. Da for te myrkna. Han fær te ꜳ slær (begynder at slaae). fara unda, undskylde sig; ogs. føie sig, give efter. — 5) handle, bære sig ad. fara ette ein: efterligne En (Sdm. og fl.). — fara ꜳt: bære sig ad; heraf: Ꜳtfær. fara stygt ꜳt: handle usømmeligt. fara mæ: behandle. fara væl mæ: behandle vel. Med stærkere Betoning paa fara betyder: „fara mæ“, ogsaa at give sig af med, forsøge paa noget. Han fær mæ dæ: han skal nok befatte sig med det. — Andre Talemaader: fara i, ɔ: klæde sig, trække paa sig. fara or (utor): afklæde sig. (Søndre Berg.). Dæ fær ette meg: det forfølger mig, den Tanke ængster mig. Dæ for n’igjønꜳ meg (Nordre Berg.): der gjennemfoer mig en Gysen.
fara, adj. skimlet, s. Fare, m.
farande, adj. 1) farende, reisende. 2) frugtsommelig. S. fremmeleg.
Farang, m. Omgangssyge; Snue eller lignende Upasselighed, som angriber mange paa een Gang. Ag. og Tr. Stift. I B. Stift: Fꜳrꜳng.
farast, v. n. 1. (færst; forst; farest), en Afændring af fara. Da va noke so no forst imyllꜳ dei (B. Stift): der var noget som de tvistede om, som var kommet imellem dem.
