dette samme Aar have at petitonere herom? eller blot herom? Er ikke Störsteparten af Menneskeheden i Aaret 1848 befunden at være alt for rig paa denne Verdens Goder, medens Mindreparten lider Mangel i en höiere Grad, end naturlig-christelige Forholde tilsige? Og er denne Mangel fornemmelig legemlig, eller er den ikke meget mere i sit Væsen aandelig? Er ikke, med eet Ord, 1848 Aars Revolution i sit Væsen social? Er det ikke Mennesket, der i indeværende Aar træder op og spörger sit Medmenneske, Ansigt til Ansigt, om ikke deres aandelige Mellemværende nu i Mitten af det nittende Aarhundrede kræver at gjennemgaae en streng Revision til Forebyggelse af at det blotte og bare rædsomme naturlige Forhold skal indtræde imellem dem, hvilket vil synes at maatte være en Ulykke i et positivt Statssamfund? En Socialist (der i sit Væsen er diametralt det Modsatte af en Communist) kan her kun fremsætte disse umaadelige Spörgsmaal, hvis Besvarelse maa overlades Tiden. Men jeg siger, i det jeg for et Öieblik tager Fornuften som Udgangspunct for mine Betragtninger over Friheden, jeg siger, at den höieste Kunst, Kunsten at leve gjælder ikke mindre for en Stat, end for de individuelle Individualiteter, hvoraf den bestaaer. Hvad ere de vel, Menneskene, i det de flokke sig sammen og danne Stater? Hvad andet end et Camaraderie af Humaniteter i Humanitetens Tjeneste, der “fra en halv skimtet Forgangenheds Skov ganske automatisk afgnave Foraarslövet,” hvad andet end gamle Venner, med deres spidse og stumpe, lange og korte Fjæs, eftersom Naturen nu meest formaatte, sögende efter Enhedsideen, hvorfra de have en dunkel Erindring om at de engang ere udgangne? Men hvorledes söge efter denne Enhedsidee som liggende til Grund for Statens Tilværelse anderledes end som naar der spörges om samme som Grundprincipiet i den enkeltstaaende Existents? Nu vel, ligger der i denne enkeltstaaende Existents ikke Andet end en efter Forholdenes Medför mere eller mindre frugteslös Stræben efter at naae de uopnaaelige Höider, der ere satte som Mennesketilværelsens Maal, saa erindre vi, at heller ikke Statens
