reserata“ (1673), i Torfæus’s Værker om Færøerne (1695), om Orknøerne (1697) og om Grønland (1706) samt af de mange norske Topografer i forrige Aarhundrede; Jessen (Norges Beskrivelse, Kbh. 1763 S. 104) siger med Rette, at „de Hefte, som har skrevet noget af Geografien i Norge, har fulgt hans Spor nøie, og ofte allene givet et Udtog af ham, som man kan se fornemmelig hos Arent Berentsen; Steinkuhl og Torfæus oversætter ham næsten Ord for Ord. Endel af de Nyere, som alt for nøie har fulgt ham, har og paa en og anden Sted begaaet Feil med at opregne Kirker, saavelsom og i at beskrive Landet, efterdi der er, siden Hr. Claussøn skrev, skeet store Forandringer“. Og endnu i 1875 kan Fritzner med Rette fremhæve, at næsten alt, hvad der i nyere Tid berettes om Finnernes Gand, Gandfluer e. lign., er bygget paa eller har sit Udspring fra Peder Claussøns Norges Beskrivelse, og det selv i de Tilfælde, hvor nyere Forfattere have hentet sine Meddelelser fra Folkets egen Mund[1]. Thi Beskrivelsen har været udbredt ogsaa blandt Almuen, og fra den skriver sig mange nyere Folkesagn, navnlig dog fra Lister og Naboegnene i Christiansands Stift, f. Ex. om Kjæmpen Ukjalir (Top. Journ. XIII, 17), om Einar Thambeskjelver (Top. Journ. XII, 37), om Klokkeskjæret (Fayes norske Sagn S. 191), om Tolvkjørhelleren (Daaes norske Bygdesagn I 22), om Rafoss (ss. I 63) o. s. v.
End større Betydning fik Sagaoversættelsen. Den skabte Snorre Sturlessøns Navn som historisk Forfatter, thi ikke engang Arngrim Jonsson kjendte ham hidtil som saadan og kalder ham i et Brev til Worm „udgravet af Glemselens sorte Nat“[2]; og den gav med én Gang Norge, hvad Danmark længe havde savnet og endnu i lange Tider skulde savne, en sammenhængende, læseværdig Fremstilling af dets Oldtids og Middelalders Historie. Denne blev gjennem hele 17de Aarhundrede det egentlige Kildeskrift for Norges Historie, og selv efterat Torfæus havde bearbeidet alle de originale Kildeskrifter i sin latinske Fremstilling (1719), og efterat Peringskiøld havde publi-
