drot. Eiendommeligt er især et Bygselbrev fra 6te Dec. 1610, hvori han siger: „Jeg har videligen og flittig betænkt, hvem jeg skulde bygge den Prestebolsjord Amland[1], i lige Maade har jeg beraadt mig med vise Mænd derom; saa befinder jeg og udi min Samvittighed, at dersom jeg bygger Gaarden fra den Kvinde Ingeborg Asbjørnsdatter til nogen af hendes Stifsønner, eller om jeg sætter nogen af dem ind til hende mod hendes Vilje til Fortrængsel, da gjør jeg dermed en stor Synd, efterdi at Gunder Amland, som først optog samme Jord af øde, har nydt og besiddet den sin Livstid og havt gode Vilkaar med Egeskov, han opryddet, og i andre Maader, og hans Søn Sobmund besad og samme Jord sin Livstid med lige Vilkaar, og denne Kvinde er ærligen kommen ind paa Gaarden ved Giftermaal, og hun sidder igjen med tre Sobmunds smaa Børn, som han avled med hende udi Ægteskab, hvilke den salig Mand deres Fader vilde jo gjerne, der han levede, at de skulde blive forsørget og forseet efter hans Død, som de andre, der voxne og gifte vare og han har hjulpet til Mands. Derfor har jeg nu bygt fortne Ingeborg Asbjørnsdatter forne Prestebols-Jord Amland“ o. s. v.[2] — Det samme Indtryk af Redelighed giver et bevaret Thingsvidne om Hr. Peders Benyttelse af Prestebolets Skove. 13de Oktbr. 1592 erklærer 6 Lagrettesmænd fra Foss Thinglag, at „vi vare paa en Skovgang paa en af Prestegaardens Ødegaarde, som Støle heder, nærværendes Hr. Peder Claussøns Fuldmægtige Hr. Peder Nilssøn, Guds Ords Medtjenere udi Undal, og Nils paa Svinevig, Lensmand udi Spangereid Sogn. Ginge vi da og randsagede Skoven igjennem det flitteligste vi kunde, og funde vi 123 Stuve, gamle og nye, som Egestuve vare, og var ingen af samme Egetræer nedhuggen, siden Kongens Forbud er udgivet om Skovene; men en Part Stuver syntes os at være afhugne heden ved 20 eller 30 Aar forledne, og en Part vare vel ældre, og kunde vi ikke finde, at forne Skov er udhuggen til Upligt eller ulovligen brugt i nogen
