Side:Om Myrdyrkning.djvu/51

voxe og trives paa den. Saaledes har man f. Ex. i Sverige, efter Indebetou, gjort den Erfaring, „at vandsyg Jord, som er overvoxet med Kjærringrok (Equisetum) altid giver god Høst baade af Korn og Græst, naar den tørkes ud og dyrkes“ ; men Kjærringrokken ansees, efter flere paalidelige svenske Forfattere, der ogsaa for at være et godt Foder, som ofte giver et saa stort Udbytte, at man neppe kan erholde mere ved Dyrkning af kunstig Eng.

„Det kan derfor undertiden være Grund til at beholde en Kjærringrokmyr som den er, hvis ikke anden Mark, som fortjener at dyrkes, derved holdes vandsyg eller sidlændt; men skulde dette være Tilfældet, og man maatte opoffre en Mark, som var overvoxet med Kjærringrok for at komme til at dyrke et andet frugtbart Stykke, da kan man med Vinding først og fremst begynde med at dyrke den Jordbund, der er overvoxet med Kjærringrok. En Grund mere har man hertil, fordi man ved at tappe vandet ud og tørke Myren har berøvet sig en sikker Foderhøst, som bør erstattes eller vedergjældes saa snart som det kan skee, for at Eiendommen ikke skal lide nogen Skade.“

Dette, som her er sagt, gjælder dog formodentlig kun en Art Kjærringrok, som man kan kalde Myrrok eller Sumpkjærringrod (Equisetum limosum); thi om en saadan har man ogsaa her i Landet — f.Ex. i Smaalenene — erfaret, at den giver rigeligt og godt Foder, der især skal hjælpe til at øge Mælken efter Kalvingen. Ellers ansees Røverumpen eller Kjærringrokarterne almindelig baade for Mærker paa en skrinn Jordbund og som et skadeligt Udgræs, der let udbreder sig paa sure og sletdyrkede Jorder, ja man skylder endog flere af dem for at virke Blodstal hos Fæet. Naar man undtager den ovennævnte Sumpkjærringrok, som Tydskerne sige, idetmindste ikke gjør Skade, saa tillægge tydske Forfattere om Jordbruget alle Arter af Kjærringrok skadelige Egenskaber, og ansee Udryddelsen af dem som et Middel til at forøge Frembringelsen af Mælk, Fedt og Kjød *) Jfr. Die nachhaltige Vertilgung des Duwod&acutes;, ein Mittel zur Vermehrung des Milch-, Fett- und Fleisch-Production, von Dr. Ludewig Meyn. Weimar 1854. En af de skadeligste er Engkjærringrokken (Equiset. arvense), Fig.