Mindre Myrer eller Sumper og Myrhuller kaldes: Dile,
Sikje, Søyle, Søle, Sælte, Salte, Sylte, Syltehul.
Ord og Navne, som bruges om Myrlændets forskjellige Blødhed og Tilstand, samt snart siges om mindre Dele af Marker og Myrer, snart om videre Myrmark ere følgende:
Vaatlænde, Raamark, Blautlænde, Blautmyr, Pøyte, Pøl, Fen, Blødmyr, som er vanskelig at komme over; Myrsig, Myrsike, Slor, Myr som der gaaer Vandsig og Vanddrag igjennem; Dye, Depel, Dikje, Dikjemyr, Søkjemyr, Dyvesøkje, Hængemyr og Gormyr. Myrlænde som er saa blødt, at det vanskelig eller ikke kan bære.
Selve Myrmassen eller Myrjorden kaldes efter dens forskjellige Lag og Tilstand: Dy, Dynd, Depel, Mudder, Surp, Gor, Gurm, Gyrme, Dyngje; Møre eller Møyre betyder blød Myrbund eller Dyndbund under Vandet.
Medens Bygdemaalene saaledes have en Mængde Ord for Myrernes forskjellig Tilstande, have de ikke saa mange Benævnelser for deres Godhed eller Forhold til Myrdyrkningen. Dette kommer ikke af, at der findes faa og eensartede Myrer her i Landet; thi der findes netop, som vi have godtgjort, en stor Mængde af dem, og de ere meget forskjellige; men det kan naturligvis ikke komme af andet, end af det, at der er opdyrket saa faa Myrer, og at Folket kjender lidet til, hvorledes de skikke og lage sig ved Dyrkning; thi almindeligst gaar Myrdyrkningen ikke videre, end til at der udveites en liden Dug elller nogle Næpereiter, som oftest efter et Par Aar gjenlægges til Græs.
Den Forskjel, som Benævnelserne Myr og Mose antyder, skulde ligge deri, at i Myrer er Raadningen og Overgangen til Muld skredet længer frem, hvorhos der paa disse gjerne idetmindste voxer bedre eller skrinnere Græs. I Moserne eller Mosemyrerne er derimod den øvre Flo til en større eller mindre Dybde ikke raadnet, men den har holdt sig uforandret, og det
