Denne siden er korrekturlest
Men endda tænder jeg ikke
min rolige, røde lampe —
jeg gjætter henrykt ved himlen
de skrevne favntag frem.
Mit famlende blik kan læse
tydeligt nu: „Min elskte — —“
Og senere, slørt af taarer,
forunderligt saart — „Vort hjem“ — —
Det er som i drømmens have
til hellige faklers gløden
at løfte en deilig gave
op af den blege bund — —
Først med det blotte øie,
for siden berust at fatte
skjønne, forgrædte skatte
varmt, mod den blotte mund!
