Denne siden er korrekturlest
Men dybt ved drømmenes fjerne aa derinde
myldrer der slægt af os, smaa badende kimer,
som nyder den evige sommers korte timer; —
ved livets egen, kjære, hellige kilde,
bagenom mørket, sidder de hen i sivet
i ædel, uskyldig advént, saa bly og stille —
— — — — — — — —
