Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/21

Nu er der vaar og morgen her i skogen,
og dagen damper blekt med vaarens ruder,
og langs de mørke, broncesvære staker
ligger som gnist ved gnist de lave luer —
og derfor er her morgenmørkt i skogen,
vigilie under askens skjønne buer!
— — — — — —

Jeg selv er kanske morgensakristanen.
Søvndrukken tasser jeg paa maa og faa,
og aander paa den nattenakne bronce
og myser op mod helgenrudens blaa:
«Mon ikke nu bag blaanet glas derude
fuglene driver ind, af syden fløine?
Jo de maa være bag den matte rude,
og de vil bruse gjennem vaarens glar —!»
— — — — — —

Men endnu efterglemt fra natten siver
dens kolde fosfor efter aller grene.
Hvo véd, hvad salighed en aand bedriver,
naar den har hvælvene for sig alene — —?
Hvad kan vel aarets store herre mene