Denne siden er korrekturlest
Derpaa tok atter gudinden, den blaaøide Pallas til orde:
Ikke har guder bestemt at din slegt skal glemmes i fremtid
siden en søn som du er født av Penelopeia.
Vel, men svar mig paa dette og sig mig sandheten aapent:
Hvortil slikt gilde? og hvortil hin sværm? Hvad er her paa færde?
Holder du fest eller bryllup? for sammenskudslag er det ikke.
Ret som voldsmænd tykkes de mig at fraadse i hallen
rent overmodig og frækt. En hæderlig mand maa jo harmes,
kommer han her og blir vidne til al deres skamløse adfærd.»
Straks tok den klartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Fremmede, ja naar du fritter mig ut og spør, skal jeg svare:
Engang var det jo saa at dette vort hus skal ha været
anset og rikt, saalænge hin helt var tilhuse i landet.
Siden har guderne pønset paa ondt og grumt villet ændre
hele vor skjæbne; ti aldrig tilforn lot de nogen bli borte
sporløst som ham. Var han død, saa bar jeg vel lettere sorgen,
dersom han blandt sine mænd var falden i kampen ved Troja
eller var sluknet i vennernes arm efter kampenes møie.
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist ham en gravhaug.
Efterlatt hadde han ogsaa sin søn uvisnelig hæder.
Nu har harpyerne revet ham bort; hans ry har de røvet.
Uset og ukjendt forsvandt han, og mig har han levnet de bitre
sorger og klager. Det er ei for ham alene jeg sukker.
Nei, ogsaa anden forsmædelig kval har guderne voldt mig.
Alle de fyrster som raader paa øerne rundt os, paa Same,
hist paa Dulikions ø, i Zakyntos' skogrike bygder,
eller har høvdingers rang i det bjergfulde Itakas daler,
alle vil egte min mor og er os til plage i huset.
Selv kan hun hverken si nei til en egteskapspakt som hun avskyr,
eller gi endelig svar. Ved sin graadighet lægger de øde
hele mit hus. Snart tar de mig selv vel ogsaa av dage.»
Grepet av fnysende harm tok Pallas Atene til orde:
«Aa, for en skam! Haardt er det for dig at Odyssevs er borte,
han som saa tungt kunde lægge sin haand paa de skamløse voldsmænd.
Aa, om han nu kunde komme og stille sig fremme ved døren,
rustet med hjelm og skjold og med to malmhvæssede lanser!
Ja, om han stod der slik som han var, da jeg førstegang saa ham
dengang han sat i vor hal og i festglæde tømte sit bæger
stevnende hjem fra Efyra, fra Hos, Mermeros' ætling!
Ikke har guder bestemt at din slegt skal glemmes i fremtid
siden en søn som du er født av Penelopeia.
Vel, men svar mig paa dette og sig mig sandheten aapent:
Hvortil slikt gilde? og hvortil hin sværm? Hvad er her paa færde?
Holder du fest eller bryllup? for sammenskudslag er det ikke.
Ret som voldsmænd tykkes de mig at fraadse i hallen
rent overmodig og frækt. En hæderlig mand maa jo harmes,
kommer han her og blir vidne til al deres skamløse adfærd.»
Straks tok den klartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Fremmede, ja naar du fritter mig ut og spør, skal jeg svare:
Engang var det jo saa at dette vort hus skal ha været
anset og rikt, saalænge hin helt var tilhuse i landet.
Siden har guderne pønset paa ondt og grumt villet ændre
hele vor skjæbne; ti aldrig tilforn lot de nogen bli borte
sporløst som ham. Var han død, saa bar jeg vel lettere sorgen,
dersom han blandt sine mænd var falden i kampen ved Troja
eller var sluknet i vennernes arm efter kampenes møie.
Da hadde alle akaiernes mænd vel reist ham en gravhaug.
Efterlatt hadde han ogsaa sin søn uvisnelig hæder.
Nu har harpyerne revet ham bort; hans ry har de røvet.
Uset og ukjendt forsvandt han, og mig har han levnet de bitre
sorger og klager. Det er ei for ham alene jeg sukker.
Nei, ogsaa anden forsmædelig kval har guderne voldt mig.
Alle de fyrster som raader paa øerne rundt os, paa Same,
hist paa Dulikions ø, i Zakyntos' skogrike bygder,
eller har høvdingers rang i det bjergfulde Itakas daler,
alle vil egte min mor og er os til plage i huset.
Selv kan hun hverken si nei til en egteskapspakt som hun avskyr,
eller gi endelig svar. Ved sin graadighet lægger de øde
hele mit hus. Snart tar de mig selv vel ogsaa av dage.»
Grepet av fnysende harm tok Pallas Atene til orde:
«Aa, for en skam! Haardt er det for dig at Odyssevs er borte,
han som saa tungt kunde lægge sin haand paa de skamløse voldsmænd.
Aa, om han nu kunde komme og stille sig fremme ved døren,
rustet med hjelm og skjold og med to malmhvæssede lanser!
Ja, om han stod der slik som han var, da jeg førstegang saa ham
dengang han sat i vor hal og i festglæde tømte sit bæger
stevnende hjem fra Efyra, fra Hos, Mermeros' ætling!
