Denne siden er godkjent
Du kom til at skjønne,
hvordan jeg var, ja, hvordan jeg var,
ikke mit blod kunde bruse,
men min sjæls blade,
aa, min sjæls blade, de kunde visne.
Saa sad vi sammen i drømskyer
og sligt stort, fagert syn, —
syn,
livsundren!
Livet!
En i uendelige baner sig slyngende straale
gjennem alle væsner, gjennem alle kloder,
en uendelig, — tonende — , ildspiral, —
som vi ikke kan se begyndelsen paa,
og ikke enden paa,
og aand risler i,
og sole drypper af,
— sole i lyshav, sole i tankehav, —
en uendelig, — tonende — , ildspiral,
ude fra det kolde, ude fra det tomme,
ind mod det varmere,
