sandi evni ljota hedan aldri meir verda spreidd ut i danska bökr; dei kunnu verda skrivin i Ásins mál, og dar lytr verda gert, hvat gert kann verda. Me krevja natturligvis inki slik framburdarmengd[1] i norrönt mál, som sambandit hevir lett vid at greida frá sig i dat danska; tilvissa! dat vildi vera ein ovkrevjing. Kann sambandit árligt senda ut helminginn elr tridjunginn av dann tjukt,[2] som dat higgat til hevir tilmælt folkit, vil dat reisa sig eitt heidrligt minni, og um dat enn i nuit skuldi missa nokkut av sin vinsæld, so vil dat do i ein inki fjerr framtid gledjast vid ein takksemd av folkit, som dat higgat til hevir notit med retti, men som dat einngáng vil spilla, um dat gengr mot sogunnar bod. — Er dat imedan sambandins skuld, soleid at byrja med norrönan, segir dat sig natturligvis sjalft, at dat inki torir halda fram á ætlud leid fostfedralagit med dei danska upplysingarsambond, som dat fyrra árit var fegit vid
at hava stöypt sinn visindasjod saman med.
