og dessi trunad lytr dat inki misbruka, men enn gerast verdt til vid at byrja verksemd sin ettir onnur grunnlog. Kann dat inki, so gagnar dat meir vid at halda upp med at rita og heldr gera peningarni sini fruktberandi til dess, at ein tid kemr, dá dat vil skunda sig med at taka attr, hvat dat hevir látit folkit missa vid inki at hava gert byrjingin nu. Men dat er bert vas detta, at slikt skuldi vera umoguligt. Hvi skuldi inki sambandit hedan hvart ár kunna senda ut inki eitt men fleir rit i Ásins norröna; dar vildi trautum vanta menn, som inki nokkurleid skuldi kunna bera hana fram. Me segja i Ásins norröna; di at einn tarv inki dá rædast fyri, at folkit inki skal skyna, hvat einn gevr dat, og dar er sona heldr ingin skynsom orsok, hvi einn inki skuldi bruka hana. Ásins norröna, soleid som me lesa hana i hans mállydskuprov, hans ordtökasavnad og hans Fridtjovssaga, er haldin med slikt hov, at hun ingaleid vil vera uskynandi fyri bondinn, trátt fyri at hann aldri hevir lært at lesa sitt mál.
