kunni skyna og bruka sinn heili rett. Likasom dat einngáng sokk vid tru og uvitindi, so laut dat reisa sig vid evi[1] og vitan. Men dat som sinn i árhundrud hevir dult og kvalt, soleid som Danirni dat eiginliga norrönt-tjodliga, byrtist inki, rennr inki lettliga upp i sinn tiárstimi. Avlinn var for ufri og uvan til dess. Dar var for mykit til at eva vm, at ransaka, at stöypa, at krevja, at böta og byggja. Havdi fremdinn gengit fyri sig sogulig-naturliga, dá vildi nettupp dat tjodliga frelsit hava verit fylgjan af dann tjodliga vitindisleitan. Einn vildi so lengi hava starvat[2] sig burt frá danskleiki og at nokkut annat, nokkut eigit, dat norröna, at dat havdi verit hverjum manni i landit kunnugt, hvat norrönt var, at detta fullkomliga var eitt annat enn dat danska, at dat eina inki havdi med dat annat á gomul vis meir at gera, at eitt skipti i tilstondum var uflyjanda. Likasom menniskjuvinirni einngáng havdi rannsakat mannarettinn og breytt veginn til einmennis[3]-umveltingin
