ved Siden af ham en Munk i rød, lang Kjole og en Messebog med røde og sorte Bogstaver i Haanden. Disse forestilles at døbe en Konge, der knæler ved Funten og ligesom lader Abbeden øse Vand paa sit Hoved af denne; bag Kongens Ryg ere hans Betjente malede, den ene i grønne Klæder, den anden i randede, og den sidste holder Kongens Krone paa Haanden under dennes Daab. Endnu to Personer staa hos, den ene i Munkedragt, den anden med Turbant paa Hovedet.[1] I den anden Afdeling af Altertavlens Bagside ser man et Skib med heisede og udspændte Seil, i Takkelet sidder en Engel, og nede paa Dækket staar St. Olaf med sin Øxe i Haanden og bag ham to af hans Folk skibet staar paa Land, men males alligevel som gaaende for fuld Vind. I tredie Afdeling staar den romerske Kirke i en Jomfrues Skikkelse med Krone og »trædende paa den tyrkiske Keiser«, i den fjerde sees Christi Korsfæstelse, i den femte en Kirke, ved hvis Alter Christus sees bunden til en Pæl, og flere andre Billeder, i den sjette en Jomfru med udslaget Haar, der ligeledes antages for den romerske Kirke, i den syvende en Kvinde, der knæler for en Pave. I det ottende Felt sees atter St. Olaf med Krone i et seilende Skib blandt en Hob Søfolk, og øverst paa Tavlen Christi Crucifix. Ved Foden af Altertavlen ere endnu tre Afdelinger med forskjellige Billeder. Endelig knyttede der sig til denne mærkelige Altertavle det Sagn, at den oprindelig hørte hjemme i Throndhjem, hvorfra den skulde være bleven
- ↑ Den svenske Beskriver af Maleriet bemærker, at det ikke kan være St. Olafs Daab, som her forestilles, men hans Grund, at denne skal være døbt af Olaf Tryggvessøn, er som bekjendt intet afgjørende Bevis.
