med sig en Prindsesse til Kongsgaarden. Kongen gav da de Sex de gildeste Klæder, Nogen havde seet, saa det lyste lang Vei af dem, og hver sin Hest, som kostede mange, mange hundrede Daler, og saa reiste de. Da de saa havde været paa mange Kongsgaarde og seet paa Prindsesserne, kom de langt om længe til en Konge, som havde sex Døttre; saa deilige Kongsdøttre havde de aldrig seet, og saa friede de til hver sin, og da de havde faaet dem til Kjærester, reiste de hjemover igjen; men de glemte rent, at de skulde have en Prindsesse med sig til Askeladden, som var igjen hjemme, saa forlibte vare de i Kjæresterne sine.
Da de nu havde reist et godt Stykke paa Hjemveien, kom de tæt forbi en brat Fjeldvæg, hvor Risegaarden var. Der kom Risen ud og fik se dem, og saa skabte han dem om til Sten Allesammen, baade Prindserne og Prindsesserne. Kongen ventede og ventede paa de sex Sønnerne sine, men hvorlænge han ventede, saa kom der Ingen. Han blev meget bedrøvet og sagde, han aldrig kunde blive rigtig glad mere; »havde jeg ikke Dig igjen,« sagde han til Askeladden, »vilde jeg ikke leve, saa sorgfuld er jeg, fordi jeg har mistet Brødrene Dine.« — »Men nu havde jeg tænkt at bede om Lov til at reise ud og finde dem ien, jeg,« sagde Askeladden. — »Nei, det faar Du ikke Lov til,« sagde Faderen, »Du bliver bare borte Du ogsaa.« Men Askeladden vilde og skulde afsted, og han tiggede og bad saa længe, til Kongen maatte lade ham reise. Nu havde Kongen ikke Andet end en gammel Fillehest at lade ham faa, for de sex andre Kongssønner og deres Følge havde faaet alle de andre Heste, han havde; men det brydde Askeladden sig ikke om; han satte sig op paa den gamle skabbede Hesten han. »Farvel, Far,« sagde han til Kongen, »jeg skal nok komme
