Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


naar den flyver til Havs, saa holder Du ret Kaas,1« sagde Kallen. »Lykke paa Reisen!«

Men da Isak havde sat fra og vilde se sig om, saa han ikke mere til Udrøst; han saa ikke Andet end Havet baade vidt og bredt.

Da Tiden kom, mødte han Isak frem til Jægtudsætningen. Men slig jægt havde han aldrig seet før; den var to Raab lang, saa at naar Styrmanden, som stod og holdt Udkig paa Styrmandsfjælen i Forstavnen, skulde raabe til Rorskarlen, saa kunde denne ikke høre det, og derfor havde de sat endnu en Mand midt i Fartøiet, lige ved Masten, som raabte Styrmandens Raab til Rorskarlen, og endda maatte han skrige alt det han orkede. Isaks Part lagde de forud i Jægten; selv tog han Fisken af Hjeldene, men han kunde ikke skjønne hvorledes det gik til, bestandig kom der ny Fisk paa Hjeldene istedenfor den han tog bort, og da han reiste vare de ligesaa fulde som da han kom. Da han kom til Bergen, solgte han Fisken sin, og han fik saa mange Penge for den, at han kjøbte sig en ny Jægt i fuld Stand med Ladning og Alt som til hørte, for det raadede Kallen ham til; og sent om Kvelden før han skulde reise hjem, kom Kallen om Bord til ham og bad ham, at han ikke skulde glemme dem, som levede efter Naboen hans, for selv var han bleven, sagde han, og saa spaaede han Isak baade Held og Lykke med Jægten. »Alt er godt, og Alting holder, som i Veiret staar,« sagde han, og dermed mente han, at der var En, om Bord, som Ingen saa, men som støttede Masten med Ryggen sin, naar det kneb. Isak havde altid Lykken med sig siden den Tid. Han skjønte vel, hvor det kom fra, og han glemte aldrig at æsle lidt Godt til den som