Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Det kan nok være,« sagde Kallen; »Du vil vel have Hus her i Nat?»«

»Var det saa vel, var det bedste godt nok, Far,« sagde Isak.

»Det er slemt med Sønnerne mine, de taaler ikke kristen Mandlugt,« sagde Kallen. »Har Du ikke mødt dem?«

»Nei, jeg har ikke mødt andet end tre Skarver, som sad og skreg paa en Rækvedstok,« svarede Isak.

»Ja, det var Sønnerne mine det,« sagde Kallen, og saa bankede han ud af Piben og sagde til Isak: »Du faar gaa ind saa længe; Du kan være baade sulten og tørst, kan jeg tænke.«

»Tak som byder, Far,« sagde Isak.

Men da Manden lukkede op Døren, var der saa gilt derinde, at Isak blev rent forglant. Sligt havde han aldrig seet før. Bordet var dækket med de prægtigste Retter, Rømmekoller og Uer og Dyresteg og Levermølje med Sirup og Ost paa, hele Hobe med Bergenskringler, Brændevin og Øl og Mjød, og alt det som godt var. Isak han aad og drak alt det han orkede, og endda blev Tallerkenen aldrig tom, og alt det han drak, var Glasset lige fuldt. Kallen han spiste ikke Stort, og ikke sagde han Stort heller; men ret som de sad, hørte de et Skrig og en Rammel udenfor, da gik han ud. Om en Stund kom han ind igjen med de tre Sønnerne sine; det kvak lidt i Isak i det samme de kom igjennem Døren; men Kallen havde vel faaet stagget dem, for de vare nok saa blide og godkyndte, og saa sagde de det, at han maatte da holde Bordskik og blive siddende og drikke med dem, for Isak reiste sig og vilde gaa fra Bordet; han var mæt han, sagde han. Men han føiede dem i det, og saa drak de Dram om Dram, og imellem tog de sig en Taar af Ølet og af Mjøden; Venner blev de og vel forligte, og saa sagde de,