fik han høre, at Grisen var kommen ind i Stuen. Han afsted med Tappen i Haanden, op igjennem Kjældertrappen som allersnarest og skulde passe Grisen, at den ikke skulde vælte Kjærnen; men da han fik se, at Grisen alt havde slaaet Kjærnen overende, og stod og smattede paa Fløden, som randt udover Gulvet, blev han saa flyvende sindt, at han rent glemte Øltønden, og efter Grisen det bedste han kunde. Han naaede den igjen i Døren, og der gav han den et dygtigt Spark, saa den blev liggende paa Flækken. Nu kom han i Hu, at han gik med Tappen i Haanden; men da han kom ned i Kjælderen, var alt Ølet rundet ud af Tønden.
Han gik da paa Mælkeboden igjen og fandt saameget Fløde, at han fik Kjærnen fuld, og saa gav han sig til at kjærne; for Smør vilde han have til Middags. Da han havde kjærnet en Stund, kom han i Hu, at Hjemkoen stod inde endda, og hverken havde faaet Vaadt eller Tørt, endda det var langt paa Dag. Han syntes, det var for langt at gaa til Havnen med den, saa tænkte han, at han skulde slippe den op paa Taget; det var Torvtag paa Hytten, og der stod stort, gildt Græs. Hytten laa ved en brat Bakke, og naar han lagde en Planke over paa Taget, saa troede han nok, han skulde faa Koen derop. Men Kjærnen torde han ikke slippe heller, for den vesle Ungen hans foer og kravlede om paa Gulvet: han kunde gjerne slaa den overende, tænkte han. Kjærnen tog han paa Ryggen og gik saa ud, men saa skulde han vande Koen først, før han slap den paa Taget. Han tog da en Bøtte og skulde tage Vand i Brønden med, men da han bøiede sig ud over Kanten, randt Fløden ud af Kjærnen og ned i Nakken paa ham og saa ned i Brønden. Det led stærkt til Middags, og Smør havde han endda ikke faaet, saa tænkte han, han skulde koge Grød, hængte saa
