over Varmen, og Maalstangen skulde hun sætte ned igjennem Piben. Ja, hun gjorde saa. Da Byttingen fik se dette, reiste han sig op i Vuggen og gloede paa det. Kjærringen gik ud og kigede gjennem Nøglehullet. Da krøb han ud af Vuggen paa Hænderne, men Benene blev liggende oppi den, og han strakte sig ud, og han blev saa lang, ja saa lang, at han naaede tvers over Stuegulvet og kom helt op i Skorstenen.
»Nei,« sagde han, »nu er jeg saa gammel som sju Vedfald paa Lesjeskogen, men aldrig har jeg seet saa stor en Tvare i saa liden en Gryde paa Joramo.«
Da Kjærringen saa dette, og hørte det han sagde, saa havde hun nok. Da vidste hun, det var en Bytting, og da hun kom ind igjen, krøb han sammen bort i Vuggen som en Orm. Saa begyndte hun at blive slem mod ham, og om Torsdagskvelden tog hun ham ud og dængte ham dygtig paa Søpledyngen, og da gnistrede og laat det rundt om hende. Den anden Torsdagskveld gik det lige ens; men da hun syntes han havde faaet nok, saa hørte hun, at det sagde, ligesom ved Siden af hende, og det kunde hun skjønne var hendes eget Barn: —
»Hver Gang Du slaar han Tjøstul Gautstigen, saa slaar de mig igjen i Berget.«
Men den tredie Torsdagskvelden hyede hun Byttingen igjen. Da kom der en Kjærring flyvende med en Unge, som om hun var brændt.
»Kom igjen med han Tjøstul, der har Du att Hvalpen Din!« sagde hun, og kastede Barnet til hende. Kjærringen rakte ud Haanden for at tage imod det, og hun fik fat i det ene Benet paa det; det beholdt hun i Haanden. Men Resten saa hun aldrig; saa haardt havde Bergkjærringen kastet.«
