sessen og det halve Rige, men ilde gik det dem Allesammen. Saa var der ogsaa tre Brødre, som skulde prøve Lykken. De to ældste lagde da først afsted, men det gik ikke dem bedre end alle de Andre. Saa skulde Askeladden i Veien, og han traf Prindsessen i Fjøset. »God Dag,« sagde han, »og Tak for Sidst!« — »God Dag,« sagde hun, »og selv Tak for Sidst! I har ikke saa stort Fjøs I som vi ligevel,« sagde hun, »for naar en Gjæter staar i hver sin Ende og blæser paa Bukkehorn, saa kan de ikke høre hverandre.« — »Aa jo da,« sagde Askeladden, »vores er meget større, for naar en Ko ta’r sig i den ene Ende af det, saa bær den ikke, før den kommer i den anden.« — »Ja saa,« sagde Prindsessen. »Ja, men I har ikke saa stor Oxe I ligevel som vi; der ser Du den! Naar der sidder En paa hvert Horn, saa kan de ikke naa hverandre med en Maalstang.« — »Pyt« sagde Askeladden, »vi har en Oxe saa stor, at naar der sidder En paa hvert Horn og blæser i Lur, saa høre de ikke hverandre. — »Ja saa,« sagde Prindsessen. »Men I har ikke saa meget Mælk I ligevel som vi,« sagde hun, »for vi mælker Mælk i store Embærer og bær ind og slaar i store Gryder og yster store Oste.« — »Aa, vi mælker i store Kar og kjører ind og slaar i store Bryggepander og yster Oste saa store som Hus, og saa har vi en elgsblak Mær til at trakke Osten i Hob; men engang saa føllede den i Osten, og da vi havde ædt paa den i syv Aar, traf vi paa en stor elgsblak Hest. Den skulde jeg kjøre til Kværnen med engang, saa røg Ryggen af paa den; men jeg vidste Raad for det, jeg tog en Granbuske og satte i den til Ryg, og anden Ryg havde den ikke siden, saalænge vi havde den. Men den Granen voxte og blev saa stor, at jeg kløv til Himmels op igjennem den, og da jeg kom did, sad Jomfru Maria og spandt Børstereb af Grynsodd. Ret som det var, saa røg Granen af, og jeg kunde
