Exercerplads. Det var meget til Pibe, tænkte Esben Askelad, saa lagde han sig til at sove bort i en Solbakke og Harerne skjenede og skjøttede sig selv til Kveldstid; da blæste han dem Sammen igjen og kom frem til Kongsgaarden med dem som med en Faareflok.
Kongen og Dronningen og Prindsessen med de stode i Svalen og undredes paa, hvad dette var for en Karl, som gjætede Harerne, saa han kom hjem med dem igjen, og Kongen talte og regnede dem og pegte med Fingeren og regnede dem igjen, men der var ikke borte saa meget som en Hareunge engang. »Det var Gut det!« sagde Prindsessen.
Den næste Dagen foer han til Skovs og skulde gjæte igjen, men som han laa og ladede sig i en Jordbærbraate, sendte de Stuepigen i Kongsgaarden bort til ham, for at hun skulde faa Rede paa, hvorledes det gik til, at han var Karl for at gjæte Kongens Harer saa vel.
Han tog frem og viste hende Piben, og saa blæste han i den ene Enden, saa de foer som en Vind bort over alle Hauge og Aaser, og saa blæste han i den anden, saa de kom travende hjem paa Braaten og stod paa Række og Rad igjen.
Det var en artig Pibe, syntes Stuepigen; hun skulde gjerne give hundrede Daler for den, om han vilde sælge den, sagde hun.
»Ja, det er meget til Pibe,« sagde Esben Askelad, og for Penge var den ikke tiIfals, men vilde hun give ham de hundrede Dalerne og en Kys for hver Daler, saa skulde hun faa den, sagde han.
Ja da, det skulde hun gjerne gjøre; hun skulde gjerne give ham to for hver Daler og Tak til.
Saa fik hun Piben, men da hun kom frem til Kongsgaarden, var Piben borte, for Esben Askelad havde ønsket den til sig
