Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/215

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


passede bedre til ham end det; for den, som skulde gjæte Haren, fik være leug og let og ikke nogen Daustok, og naar Harerne tog paa at skjærpe og flyve, saa blev det anden Dans end at rangle stueimellem. Ja, det fik ikke hjælpe, Per vilde did og han skulde did, saa tog han Skræppen paa Nakken og labbede ned over Bakken, og da han havde gaaet langt og længer end langt, kom han til en gammel Kjærring, som stod med Næsen sin i en Vedkubbe og hakkede, og da han fik se, hvorledes hun rykkede og sled for at komme løs, gav han sig til at storle.

»Staa ikke der og glisp,« sagde Kjærringen, »men kom og hjælp en gammel Krok; jeg skulde knærte sund lidt Ved, saa fik jeg Næsen min nedi her, og saa har jeg staaet og rykket og slidt og ikke smagt Madsmulen i hundrede Aar,« sagde hun.

Men endda mere lo han Per; han syntes det var bare Moro, og sagde, at naar hun havde staaet saa i hundrede Aar, kunde hun altid holde ud hundrede til.

Da han kom til Kongsgaarden, tog de ham til Gjæter strax; det var ikke ondt om Tjeneste der, og god Niste og god Løn skulde han have og kanske Prindsessen paa Kjøbet, men om der kom bort en eneste af Kongens Harer, skulde de skjære tre røde Remmer af Ryggen hans og kaste ham i Ormegaarden.

Saalænge Per var i Fægaden og i Hjemhagen, havde han alle Harerne i een Flok, men da det led paa Dagen, og de kom op i Skoven, tog de til at skjene og flyve over alle Aaserne. Per satte efter og rendte paa Spræng, saalænge han kunde skjønne, han havde een igjen, og da den sidste var borte, var han næsten sprængt, siden saa han ikke mere til dem.

Da det led paa Eftermiddagen, ranglede han paa Hjemveien og stod og kopte og kopte efter dem i Grinden; der kom ingen Harer, men da han kom hjem til Kongsgaarden om Kvelden,