Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/204

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»God Morgen, Mor,« sagde Skrædderen og bød Kjærringen Haanden.

»God Morgen,« sagde Kjærringen; men hun var saa bleg, og saae saa rar og forstyrret ud, og Haanden sin gjemte hun under Felden; men tilsidst bød hun ham den venstre. Da skjønte Skrædderen hvorledes det hang sammen, men hvad han sagde til Manden og hvorledes det gik Kjærringen siden, det har jeg aldrig fornummet.« —

»Møllerkjærringen var en Troldkjærring selv da?« spurgte Gutten, som havde lyttet til med spændt Opmærksomhed.

»Du kan vide det,« sagde den Gamle.

Det var næsten ikke muligt at høre et Ord længer; thi Sagen gik atter med Sus og med Brus. Maanen var oppe og Trætheden forbi efter den korte Hvile. Jeg sagde derfor Farvel til den Gamle og gik i Følge med den mørkrædde Gut. Vi fulgte Stien under Grefsenaasen ned over Høiderne mod Grefsen. Hvidlige Taager svævede over Elvedraget og Myrerne nede i Dalen. Op over Byens Røgslør hævede sig Akershus med sine Taarne, der traadte klart frem mod Fjordens Speil, hvori Næsodden kastede sig langt ud som en mægtig Slagskygge. Himlen var ikke ganske ren, og der var lidt Drag i Skyer og Luft; Maanens Lys blandede sig med Somrnernattens Dæmring og dæmpede Omridsene i Forgrunden af det Landskab, som udstrakte sig for vore Fødder. Men over Fjorden laa Maanelyset blankt og straalende, medens Asker— og Bærumsaasene, fortonende i sortblaa Skygninger, hævede sig over hverandre høit op i Luften og dannede Landskabets fjerne Ramme.

Kvægede af Natteduggens kjølige Bad udsendte Fioler og andre natlige Blomster en liflig Duft over Engene, men fra