Der var en Skytter i Kvam i gamle Dage, og han hedte Per Gynt. Han laa stødt oppe paa Fjeldet, og der skjød han Bjørn og Elg, for den Tid var der mere Skog paa Fjeldet, og i den holdt de til, slige Ofryskjé. Saa var det en Gang sent paa Høsten længe efter Bufærdstiden, at Per skulde til Fjelds. Alle Folkene var reist hjem af Fjeldet saa nær som tre Budeier. Da han kom op imod Høvringen, for der skulde han være i en Sæter om Natten, var det saa mørkt, at han ikke kunde se en Næve for sig, og Hundene tog til at skog-gjø, saa det var rent spøgeligt. Ret som det var, kom han in på Noget, og da han tog bort paa det, var det baade koldt og sleipt og stort, og han syntes ikke han var kommen af Veien heller, saa han ikke kunde vide hvad det var for noget; men ohoglé var det.
»Hvem er det?« sagde han Per, for han kjende det rørte paa sig.
»Aa, det er han Bøjg,« svarede det. Dermed var Per Gynt lige klog, men han gik udmed det et Stykke, for ensteds maa jeg vel komme frem, tænkte han. Ret som det var, kom han indpaa Noget igjen, og da han tog bort paa det, var det ogsaa baade stort og koldt og sleipt.
»Hvem er det?« sagde Per Gynt. »Aa, det er Bøjgen,« svarede det igjen.
