lagde jeg til Øiet og trykkede løs, først det ene Løb, det klikkede, saa det andet, det brændte for; og da Skuddet langt om længe gik af, slog Rendekuglerne i Grantoppene paa den anden Side af Elven, og Ulvene strøg afsted i fuldt Firsprang med Halen lige ud.
Ærgerlig reiste jeg mig, i Foden smertede det endnu heftigere, og med Bøssen som Støttestav slæbte jeg mig ud paa Elven for at se, hvor jeg egentlig var. Til min Glæde steg en Røgsøile op over Trætoppene paa den anden Side, og jeg saa et Tag mellem Granerne; jeg kjendte mig igjen: det var Tuppenhaug, en Plads under Gaarden, hvor jeg hørte hjemme. Med megen Møie kravlede jeg op den bratte, over et Par hundrede Skridt lange Bakke, men havde ogsaa den Tilfredsstillelse at se Skinnet af et dygtigt Baal fra Skorstenen lyse ud gjennem Vinduet. Jeg hinkede frem til Døren, lettede paa Klinken og gik ind som jeg var, aldeles overpuddret af Sne.
»Kors i Jesu Christi Navn, hvem er det da?« sagde gamle Berthe forskrækket og slap et Spegelaar, hun sad paa Peiskrakken og snittede i.
»God Kveld, bliv ikke bange; Du kjender vel mig, Berthe?« sagde jeg.
»Aa, er det Studenten, som er saa sent ude; jeg blev rigtig ganske fælen; han er saa hvid af Sne, og det er høgst Nattes,« svarede gamle Berthe Tuppenhaug og reiste sig. Jeg fortalte mit Uheld og bad hende vække en af Gutungerne og sende ham op til Gaarden efter Hest og Slæde.
»Ja, er det ikke som jeg siger, at Graaben hævner,« mumlede hun ved sig selv. »De vilde ikke tro det, da de gjorde Mandgard efter den, og han Per brød Benet forrige Aaret; nu kan han se, jogu’ den hævner da!«
