let Skare paa den dybe Sne; Maanen stod blank paa Himmelen, og Stjernerne tindrede. Hvad kunde jeg forlange mere? Det gik strygende ud over Bakkerne, hen over Sletterne og gjennem Lundene med de søileranke Birke, hvis Kroner dannede luftige, tindrende Sølvmorskupler, under hvilke Uglerne sad og fortalte rædsomme Historier ud i den stille Nat. Haren skreg Hutetutuhu over Februarkulden og den fæle Uglesnak; Ræven var ude paa forlibte Eventyr, skjændtes med sine Rivaler og udstødte haanende Skrig.
Jeg maatte holde mig paa Siden af Bygdeveien et Stykke; her kom en Finmutkarl i Smalslæde efter mig. Da han af Bøssen og jagtbyttet jeg bar, kunde se jeg var jæger, gav han sig i Tale med mig, og sagde at naar jeg skyndte mig ned over til Elven, vilde jeg vist kunne træffe en Graabenflok; for just som han kom op paa Bakkerne ved Sundet, strøg den op efter Isen. Med Tak for Underretningen satte jeg afsted og kom frem paa en Pynt. Et Granholt strakte sig herfra lige ned til Elven og hindrede den frie Udsigt til denne. Ulvene saa jeg ikke. Jeg lod det imidlertid staa til udover; det gik susende i Skyggen af Granholtet, og Orekrattet daskede mig om Ørene; men under den pilsnare Fart var det ikke muligt at skjelne nogen Gjenstand, og før jeg vidste Ordet af det, tørnede jeg voldsomt mod en Stubbe, brækkede den ene Ski og laa paa Hovedet begravet i Sneen. Da jeg skulde reise mig, gjorde det saa ondt i min ene Fod, at jeg næsten ikke kunde træde paa den; jeg maatte kravle om paa Knæerne en Stund og fandt endelig Bøssen igjen under Sneen med begge Piberne fuldstoppede. Næppe havde jeg lagt mig i Baghold nede ved Bredden af Elven, før UIveflokken kom luntende op ad den; det var fem i Alt. Jeg ventede dem med jægerens Utaalmodighed; paa fyrretyve Skridt
