Tobak; men han var saa sammenkrøben og rystede saaledes paa Hænderne, at han næsten ikke kunde holde paa Piben. »God Kveld, Far,« sagde Færdesmanden igjen. »Kan jeg faa laant Hus i Nat?« — »Jeg er ikke Far i Huset,« svarede den gamle, sammenkrøbne Kallen; »men snak til Far min, som ligger i Sengen.« Færdesmanden gik til Sengen, og der laa en gammel, gammel Kall, som det ikke var noget andet Levende at se paa end et Par store Øine. »God Kveld, Far, kan jeg faa laant Hus i Nat?« sagde Færdesmanden. »Jeg er ikke Far i Huset; men snak til Far min, som ligger i Vuggen,« sagde Kallen med de store Øinene. Ja, Færdesmanden gik til Vuggen; der laa en ældgammel Kall, saa sammenkrøben, at han ikke var større end et Spædbarn, og han kunde ikke skjønne at der var Liv, paa Andet end at det laat i Halsen paa ham iblandt. »God Kveld, Far, kan jeg faa laant Hus i Nat?« sagde Manden. Det varede længe, før han fik Svar, og endda længer, før Kallen blev færdig med det; han sagde, han som de Andre, at han var ikke Far i Huset; »men snak til Far min, han hænger i Hornet paa Væggen.« Færdesmanden glante op over Væggene, og tilsidst fik han Øie paa Hornet ogsaa; men da han saa efter ham, som hang i det, var han ikke anderledes at se end et Fal, som havde Lignelse af et Menneskeansigt. Da blev han saa fælen, at han skreg høit: »God Kveld,
