Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/100

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
En Tiurleg i Holleia.

Fra Tyristranden gik vi en af de første Dage i Mai — det var længe før Jagtloven udklækkedes — op igjennem Lien for den følgende Morgen at være paa en Tiurleg i Skjærsjøhaugen. som paa disse Kanter havde Ord for at være den sikkreste. Vi vare fire, min Ven Kapteinen, jeg, en gammel Skytter ved Navn Per Sandaker over fra Sognedalen, og en rask Gut, der førte to Kobbel Hunde; naar Legen var endt, skulde vi nemlig gaa paa Harejagt. Nede i Bygden var det fuld Vaar; men da vi kom ind paa Aasen, laa Sneen dyb i Dale og Dækker. Aftenen var endnu ret lun, og Fuglene sang sin Vaarsang i Skoven. I Nærheden af Asksæteren, hvor vi agtede at tilbringe Natten, tog vi op i den for enhver i disse Skove vankende Fugleskytter velbekjendte Skjærsjøhaug, for at høre hvor Fuglene satte sig paa Natkvisten. Da vi naaede derop og fik en fri Udsigt, stod Solen i Nedgangen og kastede sit gyldne Lys ufordunklet op i den tindrende Himmel. Men denne hvælvede sig ikke over et blidt og venligt Landskab: mørke, uendelige Skove og Aaser, kun afbrudte ved islagte Tjærn og store Myrer, strakte sig paa alle Kanter lige hen til Himmelbrynet.