Fr. II. V. G. t. Vider, at vi nogen Tid forleden have med Eders Fuldmægtige denne Brevviser Peder Erikssøn, Borger udi vor Kjøbstad Throndhjem, bekommet Eders Skrivelse, hvorudi gives tilkjende den store Sygdom, der udi Byen været har, og at største Parten Borgerne ere bortdøde, saa og hvad Besværing Byen har haft af vort Krigsfolk og udi andre Maade, hvorpaa vi naadigst Eder ikke ville forholde, at dersom Leiligheden ikke saa var, som den sig nu begiver, vilde vi Eder gjerne forskaane, men efterdi som I og selv have at betænke, at Tiden anderledes ikke tilsiger, bede vi Eder og begjere, at I endnu fremdeles, som vi os til Eder forsee, godvillig ville Eder lade befinde og i alle Maade troligen tilhjælper vort og Rigens Gavn og Bedste at vide og ramme, og af Eders yderste Formue at gjøre vore Fiender Modstand og Afbræk, eftersom I udi Eders Skrivelse selv Eder underdanigst tilbyde. Vi ville det igjen med Eder alle og hver besynderligen udi al Naade bekjende. Kjøbenhavn 26 August 1566. T. IX. 29. Afskt. II. 372.
Fr. II. V. 6. t. Vi have bekommet din Skrivelse og al Leiligheden, synderligen hvad de tydske Knegte ere om rørendes, forstanden, og som du er begjerendes, at der maatte til dig forskikkes nogen Hageskytter, da ville vi dig naadigst ikke forholde, at det herfra paa denne Tid ikke vel kan skee for denne lange Vei, saa og anden Leilighed, som forefalder. Derfor have vi tilskrevet os elskelige Erik Rosenkrands, vor Mand og Embedsmand paa vort Slot Bergenhuus, at han til dig skal forskikke 2000 Mand, som du kan have at bruge til Landeværn og ellers, om noget var at udrette os og Riget til Bedste. Det Brev, du til Capitel er begjerendes om et Kannikedom til Skriveren der paa Gaarden, tilskikke vi dig herhos. Vi have og affærdiget os elskelige Hans Ovessøn [Rød], vor Mand og Tjener, med Befaling til Menigheden, om noget paakommer og Behov gjøres og du ham affærdiger, at de da skulle være ham hørige, lydige og følgagtige imod vore og Rigens Fiender. Sammeledes have vi stakket siden undt og forlent os elskelige Jørgen Rud et af de Len, som til vor Gaard udi Throndhjem ligget har, kaldes Numedal [ovenfor S. 504], og efterdi vi nu forfare, at samme Len derfra ikke kan ombæres, have vi det
