som aldrig sov under sodet bjelke og aldrig drak ved arnens hjørne.
31. Sålve hed en sjøkonge, søn af Hågne i Njardø[1], som da herjede i Østervei; han havde rige i Jylland. Han førte sine skibe til Svitjod; da var kong Øistein til gjestning i det herred, som hed Lovund[2]. Der kom kong Sålve uventet om natten, omringede huset og brændte kongen inde med hele hans hird. Da farer Sålve til Sigtuner og kræver sig kongenavn og hyldning, men Svearne samler hær og vil verge sit land, og der blev et saa stort slag, at det siges at have varet i 11 dager. Der fik kong Sålve Seier, og var han da konge en lang stund over Sverige, indtil Svearne sveg ham, og der blev han dræbt. Saa siger Tjodolv:
Ved jeg, at Øisteins
livs ende
lukket blev
paa Lovund,
og Svear sagde
Siklingen[3]
indebrændt
af jydske mænd.
Og træets
tærende sott
hentede kongen
i eget hus,
da tømmerfast
træbygning,
fuld af folk,
om fyrsten brændte.
32. Kong Øisteins søn hed Yngvar, som derefter var konge i Sverige. Han var en stor hærmand og var ofte ude paa hærskibe, thi Sverige havde været meget herjet baade af Daner og Østerveis-mænd. Kong Yngvar gjorde fred med Danerne og tog da til at herje paa Østerveiene. En sommer havde han hær ude, fór til Estland og herjede der om sommeren paa et sted, som heder Stein. Da kom Esterne ned med stor hær og holdt der strid; landshæren var da saa vældig, at Svearne ikke kunde staa sig. Da faldt kong Yngvar, men hans folk flyede; han er haugsat der lige ved havet; det er i Adalsysla[4]. Efter denne useier fór Svearne hjem. Saa siger Tjodolv:
- ↑ Njardø, nu Nærø udenfor Namdalen i Norge.
- ↑ Lovund er sandsynligvis Laghunda hundari i Fjadrundaland, hvor der var en gammel kongsgaard (Laghundsberg, nu Landsberga); man har ment, at L. var Lofø (før Laghø, hvor nu Drottningholm er), men det var intet herred.
- ↑ Siklingen, d. e. kongen.
- ↑ Øsel
