blandt sine venner, var han saa fager og værdig af udseende, at alles hug maatte frydes; men naar han var i sin hær, da syntes han forfærdelig for sine uvenner. Sagen var, at han forstod saadanne kunster, at han kunde skifte ham og udseende saa, som han vilde, og at han talte saa glat og kløgtig, at alle, som hørte paa ham, maatte tage hans tale for fuld sandhed; alt sagde han paa rim, saaledes som nu det kvædes, som kaldes skaldskab. Han og hans hovgoder kaldes sangsmeder, thi den idræt havde i Nordlandene sit ophav fra dem. Oden kunde gjøre saa, at i strid blev hans uvenner blinde eller døve eller rædde, men deres vaaben bed ikke mere end kjepper; men hans egne mænd fór om uden brynje og var galne som hund eller varg, bed i sine skjolde og var sterke som bjørner eller oxer; de dræbte folk, men paa dem bed hverken ild eller jern. Det kalder man berserks-gang.
7. Oden skiftede ofte ham; da laa legemet som søvnet eller dødt, men han var da fugl eller dyr, fisk eller orm, og fór paa øieblikket til fjerne lande, i egne eller andre mænds erender. Det kunde han ogsaa: med blotte ord slukkede han ild, stillede søen eller vendte vinden til den kant, han vilde; han havde et skib, som hed Skibladne; paa det fór han over store have, men det kunde ogsaa rulles sammen som en dug. Oden havde med sig Mimes hoved, og det sagde ham mange tidender fra andre verdener; men stundom vakte han op døde mænd af jorden eller satte sig under hængte; derfor blev han kaldet gjenganger-herre eller hængtes høvding. Han eiede to ravner, som han havde lært at tale; de fløi vide om land og sagde mange tidender. Af alt dette blev han meget kyndig. Alle disse idrætter lærte han fra sig med runer og de sange, som heder galdrer; derfor kaldes æserne galdre-smeder. Oden kunde og øvede den idræt, som mest vælde fulgte, som
