Side:Norske Bygdesagn.djvu/80

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


Granberg, Göteborgs Hist. och Beskr. D. 1 samt Prindsen af Hessens egne Memoires sur la campagne de 1788 Copenh. 17B9. 8.


Fra 1808.


I Krigen i hint Aar skulde en stor Patrouille af Aalske Compagni fra Hallingdal gjøre et Streiftog indover den svenske Grændse. Der stødte de paa en flere Gange talrigere Trop Svenske, som ganske omringede Hallingerne. Da traadte en Soldat, Anders Brattegaren fra Hols Sogn frem og raabte: „Enten faar vi alle give os, eller ogsaa faar vi alle gjøre, ligesom jeg.“ Dermed tog han Geværet, vendte det om helt over Løbet og slog om sig til alle Kanter med Kolben. De andre gjorde ligedan, og paa den Maade brød de Ringen, slap ud og ilede i fuldt Sprang afsted til Sine igjen. Da de kom til Hovedvagten, fik Officeren see, at Anders Brattegarens Bajonet var borte, og skjændte paa ham derfor. „Det var vel i Basketaget paa Skoven det“, sagde Brattegaren, „og jeg faar vel Lov til at reise tilbage igjen og finde den, der skal den ikke faa ligge.“ „Ja“, sagde Officeren, tør du driste dig afsted alene faar du vel saa Lov.“ Anders løb afsted og kom virkelig helskindet tilbage med sin Bajonet.

I samme Krig var der en anden Halling, en af Villands-Ætten, Svein Skattebøl, som ikke havde Lyst til at være med i Ilden. Han lod derfor, som om han var syg og laa stadig i Sygehuset i Byen. Det