gaaet af Brug for tre hundrede Aar siden, kan altsaa ikke være saa ganske rigtig. Det Tungemaal, som Landets Almue bruger, kan ikke være noget, som engang har været dødt og siden igjen opvaagnet; det maa naturligviis have staaet oppe den hele Tid, uagtet det i Mangel af en egen skriftlig Mønsterform vistnok maa have været udsat for Svækkelse og Forvanskning i enkelte Punkter. Det norske Maal har saaledes i lange Tider kun været brugt i Tale, men ikke i Skrift; og det norske Folk har altsaa staaet i en besynderlig Stilling ved Siden af det svenske og det danske Folk, som hvert paa sin Side har kunnet glæde sig ved at see Landets nedarvede Tungemaal saaledes dyrket og hædret, at det altid blev anseet som ligesaa værdigt for Kirken og Skolen som for den hverdagslige Samtale.
Rigtignok er der ogsaa andre Folkeslag, som ikke have havt saa god Lykke som det svenske og det danske Folk. I mange Lande have Folkevandringer og Erobringer oprevet alle de gamle Grundlag, saa at man tildeels endog har kommet til at dyrke et Sprog, som tilhørte et aldeles fremmedt og ubeslægtet Folk. I andre Lande har en enkelt Folkestamme tilvendt sig en saadan Overvægt, at det blev vanskeligt for en anden Stamme at hævde sit eget Maal, om endog dette havde bedre Ret. Og det har nok ogsaa hændt, at man har overtalt en Folkestamme til at opgive Dyrkningen af dens eget Sprog, for at den kunde nyde den Ære at regnes med til et større Folkeslag; ialfald synes dette at være Tilfældet med Nordtydskerne, som besynderligt nok have villet foretrække den høitydske Sprogform for deres eget gamle Maal, medens derimod deres nærmeste Frænder, Hollænderne, have anseet det som en større Ære at dyrke sit eget Fædrenesprog. Der er saaledes paa flere Steder indtraadt en Forrykkelse i Sprogenes naturlige Omraade, saa at nogle af dem have kommet til at strække sig ud over en Landvidde, hvor de ikke hørte hjemme, medens derimod andre havde staaet ubemærkede og ringeaktede, hvad enten de nu havde været tilbagetrængte ved Tyrannie, eller de kun ere forsømte formedelst vankundighed og Ligegyldighed fra Folkets egen Side.
Det er en uheldig Omstendighed, at en Sag, som har saa overordentlig stor Betydning for et Folkeslag, skal netop være en Sag, som Folket selv kan gjøre saa lidet ved. almuen kan vistnok bevare det nedarvede Tungemaal i de enkelte landskaber; men den kan ikke altid raade for, at det rette Landssprog bliver bevaret og brugt i Kirken og Skolen og Thinghuset. Almuen er adspredt i smaa Afdelinger, som ikke vide stort om, hvad der gjælder uden=
