Lundell de østlandske og trondhjemske samt altsaa Dialekterne i svensk Norrland. Men der er i Norge en Del Bondemaal, som ikke kommer ind under denne Gruppe, men ifølge Lundell maa opstilles i en Gruppe for sig selv; det er Vestlandsmaalene paa Bergenskanten. (S. 50). Men nu er det netop paa disse vestlandske Bygdemaal, at »Landsmaalet« hovedsagelig er bygget; efter Lundell skulde der altsaa bli svært liden Udsigt til, at Landsmaalet og det svenske Fællesmaal skulde, løbe sammen.
Det er nok ikke værdt at bruge den Autoritet heller uden Kritik.
Forresten har B. B. fundet ud, at hverken Diftongerne eller de haarde Medlyd er norske.
»Sandheden er nok den,« skriver han, »at Tvelydene og de haarde Medlyd er »norske« paa samme Maade som de engang har været baade »svenske« og »danske«, og at somt er slit væk og annet holder paa at slites væk.« »Naar vort Talesprog likesom Svensk (hvor ogsaa Bygdemaalene sitter igjen med Tvelydene) har tapt dem, saa er dette hverken »unorsk« eller »usvensk«, men Fremgangsvejen. De haarde Medlyd stryker nok ogsaa delvis med.«
Det er rigtigt paa en Maade: Tvelyd og haarde Medlyd har engang været svenske og danske saa vel som norske, nemlig paa den Tid, da der endnu ikke var noget norsk, svensk eller dansk. Men saa begyndte Sprogene at differentiere sig (sammen med »Nationaliteterne«), og dette gik vel for sig paa den Vis, at paa de forskjellige Steder blev det gamle Sprog forskjellig slidt og det bortslidte forskjellig erstattet. Paavirkningerne udenfra var jo ogsaa forskjellige. Lundell finder det rimeligt, at dansk blev det mest fremskredne, fordi det laa Kulturen nærmest (andensteds paaviser han jo, at netop de danske (og sydsvenske) Dialekter er de »forntrognaste«, saa her hænger han vist ikke
