Nutildags er det skik og bruk, naar man er til gjestebuds eller til fest, at sitte tause og stille uten taler og uten sang, det er ialfald det fineste; men slik var det ikke hos vore oldeforældre og vore tipoldeforældre. De ansaa enhver festlig sammenkomst uten taler og viser for ganske totalt mislykket, fremfor alt maatte de sjunge.
Hvad er en festdag uden sang
et bryllup uden vise?
Hvad lyst er selv ved bægrets klang,
naar taus vi vinen prise?
Denne syngeskik skylder vi en vidtløftig viseliteratur som er av betydelig kulturhistorisk interesse, fordi den gir os et levende og intimt indblik i mange sider av tidens føle- og tankesæt; viseliteraturen kunde derfor nok fortjene et indgaaende studium i sin helhet. Men en ganske speciel interesse har den i et saa merkværdig aar
