Side:Norsk aandsliv i hundrede aar 1915.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


endnu kan ha godt av at lægge os paa sinde. — Ja, for der er endnu dem — og ikke de mindst høirøstede, for hvem det nationale indhold er uttømt i det Ibsen kalder flitterstas — stevkampene, springdansene osv. — og som er ganske døve for det som det kommer an paa, nemlig «hin grundtone som klinger os imøte fra vort eget indre». Der findes nordmænd — og det ikke saa faa, som mener at øke sit menneskeværd ved at sy sølvknapper i sin vest, eller som tror at de blir norskere, gjævere og kjækkere ved at si stein istedenfor sten, og ved at utstyre sit sprog med de vanskelige tre kjøn.

Men national er naturligvis en ganske værdiløs affectation, hvis det er noget man en god dag bestemmer sig til at være, og har kun værd hvis det er noget man ikke kan la bli at være.

Og Ibsens haan over fædrelandet og had til Norge har ikke tat et fnug av hans norskhet; han er saa norsk at de utlændinger som nærmer sig ham og søger at trænge ind i ham, allesammen studser som like overfor noget underlig og fremmed, dypt forskjellig fra dem selv.

Ikke saa sjelden har jeg set franskrnænd kalde Norge simpelthen for Le pays d’Ibsen, — og med Ibsens land mener de individualismens land, de forklarer det som for dem staar som Ibsens hovedeiendommelighet, — av landet, av de lange avstande, de skilte dalfører, den spredte befolkning, hvor den enkelte sitter og lever ut sit eget jeg uten at avslipes i den trængsel som ellers er det