Ikke paa langt nær saa liketil er Ibsens forhold til fædrelandet. Ganske vist grep ogsaa han i sin ungdomsdigtning efter historien og de nationale emner, gik ind i den senere middelalder og hentet frem «Fru Inger til Østraat», fordypet sig i folkevisen og skrev «Gildet paa Solhaug» og «Olaf Liljekrans», studerte ættesagaerne og skapte derav «Hærmændene paa Helgeland», — og endelig Kongesagaerne, hvor han hentet stoffet til «Kongsemnerne». Men for det første varte det ikke længe, og dernæst var det sikkert hovedsagelig av rent artistisk grunde at han, — i nogen grad drevet av den almindelige strømning og tidens stemninger — vendte sig til denne kant. — Han var sterkt interessert for et norsk teater; men det var jo en livsbetingelse for det norske drama han var ifærd med at skape; og han var en tid ogsaa sterkt optat av det sproglige fornorskningsarbeide, som selvfølgelig gav ham det naturlige uttryk for hans egen tanke og steniningsverden.
Men at Ibsen nogengang var grepet av nogetslags national bevægelse, kan jeg ikke opdage; ja, at han i det hele har elsket sit fædreland, vil det ikke falde let at bevise.
Ingenting er derimot lettere end av Ibsens verker, breve, taler og mundtlige ytringer — at samle en vældig buket av uttalelser som ganske utvetydig synes at vidne om et oprigtig had til Norge og alt hvad norsk er. Da han endelig i 1864 kom sig hjemmefra, følte han det som han var sluppet ut av en tunnel, og da han saa sig
