det høi opsatte frihetstræ,
som nu alverden danser om,
hvis løv er uten ly og læ,
hvis glimmerfrugt er hul og tom.
Og Andreas Munch, som i 1830 dog hadde latt sig forlede til at skrive en ode til Lafayette, — han finder ved februarrevolutionen kun visne ord for spidsborgerlig glæde over, at vi er saa langt borte at stormen ikke kan naa os.
Her var fred, dødlignende fred.
Den nationale vækkelse varte heller ikke længe, — den blev nok fortsat i videnskabelig arbeide, — men ikke som folkestemning. Der kom en tid med opgaaende konjunkturer, — og som det har gaat saa ofte: den økonomiske opgangstid blev aandelig nedgang.
Schweigaard stelte med det meste. Schweigaard var den diametrale motsætning til Wergeland; Wergeland var den ædle rus, Schweigaard var den ædle nøkternhet. Wergeland var poesi. Schweigaard var prosa.
Schweigaard er vel den nobleste og pletfrieste personlighet i hele vor politiske historie; — men — han var den ideale spidsborger. I sin ungdom hadde han med forbløffende modenhet og suverænt overmod slagtet den spekulative tyske filosofi; men samtidig hadde han tynet idéen i sin egen sjæl. Hans manddomspolitik var vidunderlig klok, og den var epokegjørende for vor velfærd, hvad vi altid skal være ham taknemmelig for, — men den var idéløs.
