Side:Norsk aandsliv i hundrede aar 1915.djvu/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


byerne, er dansk; nordmændene mistet sit skriftsprog i dansketiden; men sproget døde ikke, det er endnu lyslevende i bygdernes talesprog. Dette er ganske vist — av mangel paa et sammenbindende skriftsprog — i tidernes løp blit splittet i mangfoldige bygdemaal; men den indbyrdes forskjel er ikke større end at alle dialekter lar sig samle i en fælles generalnævner — et landsmaal. Dette maal var det Ivar Aasen bygget i sine to sprog videnskabelige storverk: Norsk grammatik (1848) og Norsk ordbok (1850), og paa disse to verker er det den senere landsmaalsbevægelse og dens literatur har bygget indtil den dag idag.

Ivar Aasen bygget hovedsagelig paa de dialekter som sterkest nærmet sig oldsproget, og han kittet med oldnorsk; han hadde som P. A. Munch — og som tiden i det hele — et romantisk sværmeri for alt hvad der var gammelt, og hans pragtfulde bygning har faat noget av et restaureret monuments mangel paa organisk liv over sig.

*

Den almindelig literaturhistorie fortæller, at alle landes kunstdigtning med tiders mellemrum dukker ned i folkedigtningen for derav at øse ny kraft. Dette bad virker forfriskende og nyskapende, digtningen renses for det utvortes fremmede, blir hjemilg og mere oprindelig og egte. En slik fornyelse foregik i Norge i firtiaarene, fra Fayes folkesagn, fra Munchs historie, fra Landstads folkeviser, men først og fremst fra eventyrene rislet der be-