maatte forfalskes, kunstnerisk, fordi det gjaldt at finde en form som kunde finde veien frem til folket og gjøre dem saa frugtbare for folkefantasien som mulig. — I begge henseender løste de to eventyrfortællere opgaven glimrende; i videnskabelig henseende fulgte de i Grimms fotspor og gjengav eventyrene slik som de forefandt dem paa folkets læber — uten digterisk utsmykning eller fortolkning; i sin fremstilling skapte de noget fuldstændig nyt, som blev epokegjørende i den norske stilfølelses historie.
Utgiverne kunde umulig fortælle eventyrene paa den dialekt hvori de fandt dem, da ingen isaafald vilde forstaa dem; men likesaa umulig var det at gjengi dem paa det gjængse danske skriftsprog, som i hele sin bygning stod i en skjærende motsætning til selve det norske eventyrs aand.
De kom ut av vanskeligheten ved et genialt grep, idet de simpelthen skapte et nyt sprog og en ny stil, et sprog som var saaledes at det uten vanskelighet blev forstaat av alle, samtidig som det var overrislet av folkesprogets ordforraad og gjennemaandet av dets rytme og melodi, saa det ikke paa noget punkt fortrædiget eventyrets indre karakter.
Saa radikalt som grepet var tat, saa var det dog gjort med en genial instinktsikkerhet som lot os føle det nye sprog som en hjemkomst efter en lang utlændighet. I disse korte, fyndige periodeløse sætninger føler vi atter rytmen i vort natur-
