forbrudt til Kronen, mod at faa godtgjort det Overskydende af Godsets virkelige Værd.[1]
20. Karl Knutssøn, Knuts ældste Søn, kom altsaa uagtet Dommen over Knut i Besiddelse af Giske, og udstedte som Væbner i Kjøbenhavn 29 Juli 1515 en høitidelig Erklæring om, at han paa Grund af den Gunst og de Velgjerninger Kong Christiern II havde viist ham, havde svoret ham Troskab som en ærlig Mand til sin Død, og af al Magt selv og ved sine Venner vilde hjælpe Kongen til Sveriges Rige. Fremdeles overdrog han paa egne, sin Broders og Slægts Vegne sin Tiltale mod Hr. Henrik Krumedike for sin Faders Død til Afgjørelse af Kongen, Mester Aage Bilde, Kongens Kantsler Nils Erikssøn, Hofmesteren Mogens Gjøe og Hr. Tyge Krabbe, og forpligtede sig og sin Slægt til at antage deres Voldgift.[2] Hvorledes Sagen med Krumedike afgjordes, er ikke bekjendt; men sit Løfte til Kongen holdt Karl Knutssøn „som en ærlig Mand til sin Dødsdag“, skjønt hans yngre Broder Erik og hans øvrige Slægt stod paa den modsatte Side. Kongen indsaa godt Vigtigheden af at vinde den i Norge og Sverige saa rige og anseede, og med de indflydelsesrigeste Mænd nøie forbundne Slægt „af tre Roser“ for sig, og hævede Karl Knutssøn hurtig til Værdigheder, som denne efter sin Alder og Erfaring ellers ikke kunde ventet. I Januar 1519 overdrog han „sin Fodermarsk“ Karl Knutssøn Befalingen over en Hær, som Krumedike paa Varberg fik Ordre at forstærke med sine Svende, og hvormed Karl gjorde et Indfald i de svenske Grændselande. Han drog frem med Mord og Brand efter Tidens Brug, og den svenske Befalingsmand der Erik Abrahamssøn (Lejonhufvud) gjengjældte Halland med samme Mynt. I April drog Karl med sin Hær mod (gamle) Elfsborg, fordrev Svenskerne derfra, og var i Mat sysselsat med dens Befæst-
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 995. 1015. 1019. I en Dom af 1538 i danske Geh. Arch. siges, at Agerøen med Sandøen og Kalvøen (paa Agder) var det eneste af Alf Knutssøns Gods, som ikke senere af Kronen var tilbagegivet, hvorfor det da tildømtes Truid Ulfstand paa hans Frues Vegne.
- ↑ Denne Erklæring er trykt i Behrmanns Christ. II. Hist. II. 77–78.
