Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur IV.djvu/87

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
83
om Besidderne af Giske Gaard.

indfandt Knut sig paa Henrik Krumedikes Skib efter Aftale og med givet Leide for at underhandle. Her kom Begges private Trætter paa Bane, det kom til Slagsmaal, og Knut blev dræbt og hans Lig kastet i Søen, en Omstændighed, der ikke tyder paa Vaades-Drab, som heller ikke Gjerningsmændene paastode. Besætningen paa Akershus overgav sig, og Hr. Knut Knutssøn til Morland (ovenf. S. 74) fik Befalingen her, medens Knut Alfsøns Enke Fru Merette samlede Folk for at hævne den Myrdede. I en Hast blev Akershus erobret tilbage, Konghelle besat og Krumedike indsluttet paa Bahus. Efter flere Omskiftninger blev Hertug Christiern om Sommeren 1503, uvist hvorledes, Herre over Opstanden.[1] Strax Henrik Krumedike efter Hr. Knuts

    bragte Almue, samt at Knut har havt en heldig Træfning med den unge Konge, som derefter har sat Ild paa Elfsborg i alle fire Hjørner. Krumedike havde forgjeves forsøgt sin Lykke mod Akershus; de skotske Tropper, som fulgte ham, bleve deels nedhuggede, deels rømte de tilsøes og droge hjem til Skotland. Hele Veien fra Bahus Slot til gamle Elfsborg var efter Træfningen med Kongen bedækket med ubegravede Fiender, som udbredte en fæl Stank. – Angaaende de her nævnte skotske Hjælpetropper (2000 Mand og to Orlogsskibe), som Kong Jakob i 1502 sendte sin Morbroder til Hjælp mod Sverige (og Norge), se Hvitfeld S. 1044 og Becker de rebus inter Joannem &c. et Jacobum reges actis S. 35, hvoraf man og seer, at Tropperne kom hurtigere hjem end Kongen af Skotland havde ventet. Prof. Munch har i en skotsk Registratur fundet, at der i Anledning af denne Hjælp blev paalagt en Skat i Skotland af 12000 Pund.

  1. Man skulde efter den Indflydelse han havde, antage Knut Alfssøn for at have været en kraftfuld og forstandig Mand. Det er derfor mærkeligt, at to af hinanden uafhængige Kilder, den skibyske Krønike og Hvitfeld, begge skildre ham som enfoldig. Noget lignende siger Svaning (Christiernus II. Side 33) om Nordmændene i det Hele. „Han var, siger den skibyske Krønike, den fornemste Ridder i Norge, men af et snarere enfoldigt end fordærvet Sind (simplici ingenio magis qvam perverso), hvis Troskyldighed nogle svenske Forrædere misbrugte til Oprøret“. Længere hen fortælles der, at Henrik Krumedike og Biskoppen af Roeskilde Johan Ibsen (Ravensberg) grusomt myrdede Hr. Knut, der intet Ondt frygtede, da han var buden ombord under et offentligt Leide, som selv den blodtørstigste Tyrk vilde have overholdt. (Script. Rer. Dan. II. 562).