været gunstigt for de fælles Foretagender mod Elfsborg, som først seenhøstes overgav sig, og nu fik Krumedike ikke blot hele Æren for Toget, og forlænedes med det erobrede Slot, men han fik ogsaa 8 Juli Aaret efter Livsbrev paa Numedals Læn fra den Tid, Knut Alfssøns Brev derpaa var udløbet, og senere flere af de øvrige mindre norske Læn, hvoriblandt Søløer,[1] som vist ogsaa forhen havde været Hr. Knuts. Den kongelige Ugunst, som dette røbede, grundede sig vistnok paa en mod Knuts Troskab opstaaet Mistanke, som senere Begivenheder retfærdiggjorde, men det er endnu uoplyst at Mistanken paa denne Tid har været beføiet, og er Knut Alfssøn hos sin Konge og Herre bleven falskelig beført af sin Arvefiende Krumedike, bliver hans senere Frafald fra Kongen en efter hine Tiders Anskuelse reen og klar Sag. Der er endog en Begivenhed, som synes at antyde hans Uskyldighed. Almuen fra hele Akershus og omliggende Læne havde i stor Masse og væbnede ifølge udsendt Budstikke samlet sig paa Akers Thing ved Oslo i Februar 1498. Hr. Knut indfandt sig her i Biskop Herlags, Erkepræstens, Lagmandens vog Oslos Borgermesters og Raadmænds Nærværelse, og spurgte dem „paa Kong Hans’s Vegne“, hvorfor de vare saaledes forsamlede, og om de havde Noget paa ham eller hans Tjenere at klage. Almuen svarede, at Bønderne af Nes (paa Romerike) og Odalen havde ved Budstikke stævnet dem hid, og at de intet havde at klage over Hr. Knut, hverken i de Læn, han før havde havt, eller de, han nu havde, hvorpaa de lovede ham at være Kong Hans lydige og betale deres lovlige Afgifter m. v.[2] Dette Forlig maa være brudt paa en eller anden Maade; thi 5 Dec. s. A. mødte Knut Alfssøn for 4 Lagmænd i Konghelle mod menige Almue af Akershus Læn, som havde ihjelslaaet hans Foged Lasse Skjold og derpaa gjort Opløb. Dommen, som lød paa Bøder for Drabet og Fredløshed og Formuestab for dem, som havde gjort Opløb mod Hr. Knut, blev paa Hr. Henrik Krume-
