Hilsener til „Jomfru Ingeborg og alle hans andre Døtre“,[1] men jeg har ei kunnet finde nogen af de øvrige udtrykkelig nævnte ved Navn. Munthe har dog vist Ret i, at 4. Gerthrud Erlingsdatter, der blev gift med Kong Magnus’s Yndling Hr. Otte Svalessøn Rømer, har været hans Datter, ligesom han tillægger ham 5. en Datter Elin.[2] Til bedre Overblik hidsættes denne Stamtavle:
13. Ingeborg Erlingsdatter var Drotsetens ældste Datter,[3] og 24 Januar 1354 gav han hende, overensstemmende med sin Søns Bjarnes Ønske i hans yderste Time, hele Giske uskiftet. Han anmoder Kong Magnus og alle sine Landsmænd om at styrke hende Besiddelsen heraf; men vilde hans Svigersønner og Døtre slet ikke tilstede denne Gave, da skulde Ingeborg have Fjerdings og Tiendegave uskiftet af alt hans Gods.[4] Hun var, formodentlig allerede før Faderens Død, gift med Kongens Fætter Sigurd Hafthorssøn, og da man finder dette Ægtepar i Besiddelse af Giske med underliggende Gods, have Svogrene, Eilif
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. V. 118. 133.
- ↑ Sammesteds. IV. 554. 571. Hun har ventelig bragt sin Mand Stofrheim Gaard i Nordfjord. Dette Ægtepars Slægt vedkommer alene for en enkelt yngre Gren Giske. Vi ville derfor her kun bemærke, at deres Datter Sigrid blev gift med Hartvik eller Harnikt Bolt til Gemlestad i Nordfjord, og med ham blev Moder til Aslak Bolt, Erkebiskop i Nidaros.
- ↑ Dette sluttes deraf, at Biskop Haakon nævner alene hende ved Navn, naar han beder Døtrene hilsede.
- ↑ Brevet er udstedt paa Nes i Romsdal. Dipl. Arn. Magn. fasc. 11 No. 7. Ifølge Landsloven (Arvebalken Cap. 21) havde en Mand Ret til at bortgive en Fjerdepart (fjorðungs-gjof) af det løse og faste Gods, han selv havde erhvervet og en Tiendepart (tiundar-giof) af hvad han havde arvet, til hvem han vilde.