Men paa samme Tid som han saaledes stadigen benyttedes
ved Ordningen af Norges udenrigske Forholde, udøvede han en
væsentlig Indflydelse paa den indre Styrelse. Kong Erik var
et 12 Aars Barn ved Faderens Død, og heraf vilde Erkebiskoppen
benytte sig til at hæve Geistlighedens Myndighed til den Høide,
den under Magnus Erlingssøn virkelig havde eller udgaves før
at have faaet. Men Kongens Formyndere Bjarne Erlingssøn
og Andreas Plytt satte sig kraftigen herimod; det kom til aabenbart
Brudd mellem den geistlige og verdslige Magt, hvilket har
skaffet Kongen i en senere Tid Øgenavnet „Præstehader“. Erkebiskop.
Jon lyste Bjarne og Andreas i Band, men Bandsættelsen
agtedes ikke, og Andreas Plytt, som døde bandsat, blev desuagtet
høitidelig begraven i Bergen. Formynderne havde styrket Kongedømmet,
saa det turde trodse den geistlige Arms Magt, Baronerne
stode alle paa Kongens Side, og Erkebiskoppen døde 1282 landflygtig
i Skara. Erkestolen stod nu i 5 Aar ledig, medens begge
Parter førte sin Sag for Paven, og da Jørund endelig i 1287 af
Pave Honorius IV valgtes til Erkebiskop, maatte han som saadan
aflægge Lens-Ed til Kongen som dennes Jarl, et djærvt Indgreb
i Kirkens Ret, som Kongens Raadgivere foranledigede, men Eftermanden
Kong Haakon i 1310 atter ophævede som stridende baade
mod Kirkens og Rigets gamle Vedtægter.[1] Men den varige
Følge af denne de verdslige Høvdingers heldige og mærkelige
Optæden mod Geistligheden blev, at denne ikke i Norge fik tilrevet
sig den omfattende og skadelige Indflydelse hvoraf den i
Nabolandene var eller senere kom i Besiddelse. De samtidige
danske Konger Erik Glipping og Erik Menved maatte til Kongedømmets
store Skade opgive lignende Forsøg mod Prælaterne,
fordi de ikke fandt Bistand hos de verdslige Stormænd. At dette
derimod var Tilfældet i Norge, skyldes maaske især Hr. Bjarne
Erlingssøns Myndighed og store Indflydelse paa sin Samtid.
Vi have hermed i Grunden anført nok til Oplysning om Bjarnes
politiske Virksomhed, da det her ikke er Stedet til at give fuldstændige
Efterretninger derom. Det maa da være nok at tilføie,
at han fremdeles under Eriks og Haakons Regjeringer ligetil sin
- ↑ Dipl. Norveg. I. No. 125. Suhms Danm. Hist. X. 909–910. Torfæi Hist. Norv. IV. 372.