kunde drage hjem. De toge Leide af den unge Kong Svein Knutssøn, og holdt sig rolige paa sine Gaarde. Kalf angrede snart sit Forræderi, da Knut ei holdt noget af sine Løfter; han udsonede sig med sine Brødre, og satte Olafs Søn Magnus paa Norges Throne. Sagaerne give forskjellige Træk af disse Brødres Karakter, især er den trofaste heftige Finn ypperlig skildret. Thorberg synes at have været roligere og svagere. Under en Skjemtetale ved Kongens Bord, hvori denne og hans Mænd hver nævnte sin fornemste Dyd, satte Thorberg sin Ære i, at han aldrig brød sit Ord eller den Ed, han havde svoret sin Konge.[1] Uden Tvivl har han efter Stiklestad-Slaget holdt sig i Rolighed paa Giske, og forekommer ei senere. Med Ragnhild Erlingsdatter havde han 4 Børn: Eystein Orre, der faldt i Slaget ved Standfordbrygge i England 1066, hvor han efter Kong Haralds Fald kom til med friske Tropper fra Skibene, og atter i nogen Tid gjorde Englændernes Seier tvivlsom (Orrahríd), Thora, der i 1047 blev gift med Kong Harald Sigurdssøn Haarderaade og ved ham Stammoder til hele den følgende norske Kongeæt, Jorun, der var gift med Islændingen Ulf Uspakssøn Stallar, og endelig
3. Øgmund Thorbergssøn i Giska, om hvem Historien intet beretter. Han synes at have været yngre end Eystein Orre, siden han ei omtales i den ovennævnte Handel med den fredløse Islænding, og har saaledes maaske først ved Broderens Død arvet Giske. Hans Hustru er ubekjendt, men hans Børn vare: Ingeborg, der blev gift med Eigill Aslakssøn (Fagrsk. kalder ham Askellssøn) af Aurland, som deltog i Steigar-Thorers Oprør mod Kong Magnus Barfod, og hængtes med ham, og Sønnen Skofte (nedenfor).
4. Skofte (Øgmundssøn) i Giska var en i mange Henseender mærkelig Mand. Han var gift med Gudrun, en Datter af Thord Folessøn (Folefot), som bar Kong Olafs Mærke i Slaget ved Stiklestad og faldt der. Hun maa da været fød før 1031, hvoraf man tør slutte, at Skofte ei har været meget yngre. Han har saaledes været meget til Aars, da han i 1097 med sine voxne Sønner Øgmund, Finn og Thord fulgte Kong Mag-
- ↑ Þáttr af Rauðulfi i Fornm. Sög. V. 336.
