klinger Hapstrænget fæl,
og skjønt Ewaldske Stræng strømmer vældigt som Sarpen
fra det nordiske Fjeld.
fra min hængende Stræng,
skal jeg dog stræbe høit mod den lorbeerne Krone
ved Bragaiske Sving.
i Eders Sjele omkring.
og Eders Tanker blev vældelig store,
store som Polernes Sving.
fyldte os med ved sin Skald,
at vi ei zittrende rave tilbage
mod et vanærende Fald!
toner henunder hans Arm!
See den er udstrakt – O, toner – den raser,
– stiller med Sange hans Harm!
Mod Slutningen hedder det med Allusion til Digterne i det norske Selskab:
storme hans Rige omkuld;
dem, som med grækiske Dunster har hildet
Digt’re, som før var ham huld’.
Til disse Digtprøver kunde der føies mange lignende, saavel af Sneedorf, som af L. Smith, Troylerne, Tostrup o. fl. Den Sidstnævnte, der er Forf. af den ovenfor omtalte Ode til Kongen, stod baade som Taler og Digter i stor Anseelse blandt Literaturselskabets Medlemmer. Recensionerne over hans Arbeider ere fulde af Ros. Om hans Kantate: „Samsons Død“, siger P. K. Troyel: „Dette Stykke viser overalt den høie Digter. End Ewald skulde ikke skammet sig ved at have gjort det“; og ved en anden Leilighed spørger P. K. Troyel: „Hvem veed om ikke Hr. T. kan blive en Ewald“? Alligevel svandt Tostrups Berømmelse med Literaturselskabet og hans Navn har ligesaalidt som L. Smiths fundet Plads i den danske Poesies Historie. Men saaledes har flere af denne Kredses Forfattere havt en literair Betydning, der hurtigt kom i Forglemmelse. Man maa da opsøge dem der, hvor Samtiden gjorde deres Bekjendtskab. Et stort Antal af Literaturselskabets Arbeider indførtes i „Alm. dansk Bibliothek“, og dette Tidsskrift, der udgaves af Abrahamson, Bast og L. Smith, blev Selskabets nærmeste Organ, da dets Plan, at offentliggjøre selvstændige Samlinger standsede med Udgivelsen af Digtene over Indfødsretten. Saaledes traadte Partiet tydeligt nok frem for Almenheden, og det norske Selskab udfandt let denne Særegenhed ved det almindelige
