og som Situationen betinger. Vanskeligheden ved en saadan Production er i en historisk Romanskrivers Mund ingen gyldig Indvending; har han det rette Kald til sin Dont, saa bør han heller ikke skye det rette Stof, men just være glad ved at kunne beherske det frit og ganske. Vi for vor Part skulde hellere være tilbøielige til, at see Vanskeligheden netop paa den Side, hvor Hr. Aslak Elg nu har, slaaet sig ned. Det træder han ind paa Sagaens eget Gebeet; i dens klare, mægtige, udtømmende, af Alle kjendte Fremstilling faaer han der strax en uovervindelig Rival, hvoraf han stilles i Skygge, hvorhen han end vender sig; og hans Arbeide udsættes for enten at betragtes blot som en unødvendig Udtværning af enkelte Partier af Sagaen, eller endog som en Forvanskning af denne. Det eneste rimelige Parti, han i denne farligt Nærhed havde at tage, var saaledes at vælge et Standpunct udenfor Sagaens egentlige Gebeet, i det private Liv, henlægge Hoved-Intriguen her, gjennem dennes Udvikling gjøre Charakteer- og Sædemaleriet til det Fremherskende, lade Sagaens Hovedpersoner træde forholdsviis i Baggrunden, og kun benytte dens lysende Grundvold som et Relief for det Hele. Forf. har ogsaa øiensynligt havt noget Saadant til Hensigt: den unge, Orm Flokes og Birgittes Kjærlighed, deres Gjenvordigheder og endelige Forening er saaledes Traaden gjennem Romanen, og skulde vel med den paa Munkeliv-Kloster fangeholdte Astrid, med Jarl Philippus og hans Offer Præstekonen Ingeborg danne Hovedgruppen, om hvilken de øvrige Figurer og Begivenheder da maatte ordne sig i følgerigtig Forbindelse og i tiltagende Afstand, saaledes at Alt forenede sig om at udhæve og belyse Hovedcharaktererne. Men dette er kun lykkedes ham i en meget ringe Grad; Sagaens fristende Nærhed blev ham snart for stærk, han kunde ikke holde sig dens mægtige Figurer fra Livet, de løsnede sig fra Baggrunden, traadte haanende nær ind paa ham, og overvældede saaledes hans egne stakkels Romanhelte, dem han ikke til Modstand havde formaaet at indblæse noget sundt Livsblod eller give nogen kraftig, indre Form. Her røre vi udentvivl ved Forfatterens svageste Side: hans Charakteertegning er vag og mat, hans Personer have ingen udpræget Individualitet, man kan ikke komme til at leve med eller interessere sig for Nogen af dem, der hviler ingen Livsens Duft over hans knirkende Maskiner, og deraf kommer det ogsaa, at de uendelige Samtaler hvori han efter den historiske Romans bedste Mønstre har indført sine Personager, blive dobbelt lange og eensformige, da ingen bestemt Personligheds Kriterium adskiller de
