I Mangel af andet passende Sted kan her omtales nogle Monumenter udenfor Norge, som turde være af større Interesse end mange i Hjemmet. Det er først de saakaldte „pictish burgs“ paa Shetland, afbildede og beskrevne i Hibberts Verk. Allerede deres hele Anordning vidner om en eiendommelig Formsands, mærkeligst er dog det arkitektoniske Princip, som aabenbarer sig i Overdækningen af Rummet. I det eneste fuldstændig tilbagestaaende Exemplar skeer det rigtignok horisontalt; ved de øvrige synes derimod et andet System at have fundet Sted, hvilket dog nu kun er paaviseligt ved et. I dette ene, Borgen i Burrafjord paa Unst, ere de runde Kammere inde i Muren overdækkede paa den Maade, at af de paa hinanden lagte horisontale Steenlag krager det overliggende stedste lidt udover det underliggende indtil endelig Stenene mødes i Toppen. Her seer man altsaa den første Antydning til Hvælving men endnu kun i det vertikale, den egentlige Konstruktion som Materialets statiske Natur fordrer, er endnu ikke fattet. Ere disse Borge opførte af Nordmænd, som man hidtil har antaget, saa sees det, at paa Hjaltland, hvor intet Træ fandtes Omstændighedernes tvingende Magt har nødt dem til at hitte paa en Udvei ved Rumbedækningen, som de ingen Opfordring havde til hjemme, hvor der overalt byggedes af Træ. Den samme ufuldkomne Hvælving, som i Pikterborgene, see vi i de pelasgiske saakaldte Thesaurer, af hvilke endnu er levnet et fuldstændigt Exemplar i Atreus’s Thesaur i Mykene. Den ydre Mur er dog der endnu kun kyklopisk, medens man derimod i de heromhandlede Borge allerede har hævet sig til Kvaderbygningen. Og ikke alene herved og ved Hvælvingens arkitektoniske Princip, men ogsaa i Grundplan, ydre Form og indre Anordning have disse Borge en saa paafaldende Lighed med de af Etruskerne paa Sardinien efterladte „Nuragher,“ at man maa blive mistænkelig mod at antage dem opførte af et germanisk Folk.
Derimod er det ikke tvivlsomt, hvem der har opført Magnus-Kirken i Kirckwall paa Mainland blandt Orkenøerne den samme, som er
